Når Gode Råd er Sløje

2017-01-05 - 8 minutes read - figaw

Når man er syg, er der alskens gode råd til hvordan man bliver rask. Det gode her, er jo heldigvis at de på ingen måde kolliderer; man fylder blot op på hvidløg, vand, salt, sukker og fedt, chuck’er (red: synker aggressivt) et par Pinex® og hopper ned under dynen sammen med Netflix.. eller hvad? (The Clickbait is real!)

Men læn du dig blot tilbage, for Dr. Figaw er blevet syg, og har iført sig sit ringe hvalros-kostume med hjemmefoldede papirtamponer i næseborene, og har i bedste syg-tv-kokke-stil snydt næsen hjemmefra, (her må gerne fnises, jeg accepterer dog at du lader være, hvis du er forkølet).

Jeg skal fortælle dig wunder-kuren, den ultimative kur – men vi bliver nødt til at se på hvad der bliver foreslået, for at vi kan finde ud af hvad der skal foregå!

Så lad os udvikle den i fællesskab – som en ægte professor der løser ligningerne på tavlen og siger “så gør vi sådan…”

Alle De Gode Råd

Når man bliver sløj har man ofte kvalme. Her er lidt gode råd fra Dansk Myleomatose Forening,

  • få frisk luft,
  • god mundhygiejne,
  • undgå mados,
  • let motion, f.eks. cykling,
  • kold fugtig klud,
  • tænke på noget andet, ved f.eks. at høre musik, se film eller læse en bog,
  • drikke 2 liter væske i døgnet,
  • undgå stegt, fed, krydret eller stærk mad,
  • spise tørret ingefær eller drikke ingefær-te,
  • spis syrlig og salt mad, som f.eks. popcorn, jordnødder og saltstænger.

Når man har influenza er der også gode råd til hvad man kan gøre, (jeg håber publikummet tillader de kommer lidt ildere kildekritisk, men jeg er overbevist om at I nok skal have hørt dem alle alligevel, og vi ved jo alle at common-tongue er den bedste medicin. Har jeg i øvrigt nogensinde fortalt dig om den her tantes, mosters, søsters, hunds, bedste vens, ejers, far som tog til den her healer og bare skulle drikke kaffegrums for at blive rask? Det er sandt nok! Det har jeg jo hørt. Vi fortsætter.)

Man skal,

  • klæde sig varmt på,
  • spise hvidløg,
  • svede de dårlige stoffer ud af kroppen,
  • spise flere hvidløg, og evt. noget chili! Det er bare dødgodt til at få kroppen til at svede,
  • drikke væske; så går man mere på toilettet og får flere giftstoffer ud af kroppen,
  • masser af hvile,
  • spise endnu flere hvidløg, hvad venter du på?
  • Sørge for at spise sundt og næringsrigt, så kroppen får energi.

Man kan også have ondt i halsen, så er det bl.a. godt at,

  • drikke varme ting,
  • spise hvidløg,
  • hvile sig.

Har du ømme led? Så kan du,

  • holde dig i ro, og vente til du er mere frisk,
  • smøre dig med Tiger Balsam, det er noget der varmer!
  • Massere de ømme led,
  • drikke noget alkoholisk; det får kroppen til at slappe af,
  • spise hvidløg!.. der er simpelthen ikke det hvidløg ikke er godt for..

Har du hovedpine? Så,

  • har du måske drukket for meget og ødelagt din saltbalance?
  • Spise smertestillende piller,
  • lade være med at drikke alkohol,
  • slukke for tv’et, musikken og ligge bogen ned, og hvile øre og øjne.

Er du forkølet? Kan

  • en varm fugtig klud på panden løsne lidt op for snottet i bihulerne,
  • snyde næsen, for at tømme hovedet lidt.

Har du tørre læber, fordi du kun kan trække vejret gennem munden?

  • Urimelige mængder læbepomade, her sværger jeg til Labello, de har også en lækker udgave med aloe vera! Hvabehager for en nyhed!

Den Ultimative Kur

Med alle disse gode råd, er vi nu klar til at brygge!

  • Få frisk luft! – men uden at få træk, eller blive kold. Så du skal helst ikke være i et rum hvor der bliver luftet ud, eller gå udenfor, og rummet skal helst heller ikke være koldt når du kommer tilbage dertil. Det fik du fat i. Vi fortsætter!
  • Svede virkelig meget, men ikke så meget at det ødelægger din saltbalance, så du får hovedpine! Men du skal også sørge for at drikke en masse væske, men ikke så meget at det ødelægger din saltbalance.
  • Opretholde din saltbalance med salt mad, som f.eks. popcorn, jordnødder og saltstænger.
  • Men undgå at spise fed, krydret mad fordi så får du kvalme, så ikke nogen popcorn, nødder eller saltstænger til dig. De er også dårlige for den mundhygiejne du skal opretholde. Du skal faktisk også lade være med at spise hvidløg og chili, da de i den grad må kunne siges at være krydrede, og kan forstyrre balancen i maven og lede til kvalme.
  • Undgå mados; få nogen andre til at lave mad! “Jeg har ikke andre?!”, så bestil det udefra! – men det skal stadig være sundt, så god fornøjelse med at prøve at få bragt for under 120kr. salat ud fra Just-Eat. De penge skal du selvfølgelig have sparet op på forhånd, for du er syg og kan ikke gå på arbejde.
  • Let motion, f.eks. cykling, men uden at du overanstrenger din ømme led, eller går udenfor og får træk. Så du skal lige få administreret et træningscyklus-apparatus til din rådighed.
  • Tænke på noget andet end at du er syg, ved f.eks. at høre musik, se film eller læse en bog. Men du skal også lade være med at få hovedpine af det, så det er nok bedst at du lader være med at høre musik, se film eller læse en bog. Hvis du kunne være sammen med andre ville det måske være godt! Så kan de også lave mad til dig, men du skal lige lade være med at smitte dem, så det er nok ikke en god ide.
  • Klæde sig varmt på, så du kan svede, men.. se ovenstående for problemer relateret til dette.
  • Spise hvidl.. nåh nej.
  • En kold fugtig klud på panden. Men den skal også være varm. Måske skal den starte varm, for så bliver den lunken og senere kold, ja det er en god ide!
  • Masser af hvile, men du skal lige gøre det mens du cykler på din træningscykel!
  • Drikke varme ting, som f.eks. kaffe! Det virker også vanddrivende, så du går på toilettet oftere! Du måtte også gerne drikke alkohol, og her er øl også vanddrivende! Men du skal helst gøre det uden at drikke alkoholiske drikke, for så får du hovedpine, og du skal faktisk heller ikke for meget på toilettet så du dræner væske fra kroppen, så måske kaffe heller ikke er så godt. Tuborg Light? Men det er ikke varmt. Cup-a-soup fra Knor er varmt! Det kan du leve af. Det er sikkert mægtig sundt flere dage i træk..
  • Spise hvidløg! Det har vi lige snakket om at du ikke må!
  • Smøre dig med Tiger Balsam, for at få varme i leddene. Men det lugter også krads, og det kan du få kvalme af, så det skal du nok også lade være med.
  • Massere de ømme led! Men du skal også hvile dig, så det er bedst at nogen andre gør det, men de skal helst være syge så du ikke smitter dem, men så skal de også holde sig i ro, så det går nok heller ikke.
  • Spise smertestillende piller. Bare ikke fra “nogen mærker” fordi de gør “den her ubehagelige bivirkning” ved kroppen. Så det er rimelig pick-and-match med hvad du har lyst til at dø af, i stedet for hovedpine.
  • Snyde næsen for at få noget snot ud af hjernen. Men ikke med toiletpapir; du slider på huden under næsen, så brug Kleenex med balsam! Men jeg får snot i skægget? Ja, så må du jo vaske dig, men så skal du også huske at bruge en fed creme, så din overlæbe og philtrum (den lille fordybning på overlæben, mjah, så lærte du også noget nyt i dag!) Ikke bliver tørre! Nåh ja, og du vasker jo også hænder hele tiden; her er det den lyserøde Vaseline håndcreme fra Netto til 24,95 som redder din r..-e hænder!
  • Spise tørret ingefær? Er det ikke også lidt krads rent?.. den streger vi.
  • Drikke ingefær-te. “Jamen jeg kan ikke lide te”, så kan du få lov at være syg.

Det var alt fra Figaw’s Ultimative Wunderkur! Nu er du totalt rustet til at blive rask i en fart – altså, medmindre du allerede ér blevet syg, for så skal du slet ikke bruge så meget energi på at læse det her! Tsk, tsk.

En Wunderkur Gået i Arv fra Generationer

Eller i hvert fald generation; ental.

Min kære faders wunder-kur,

  • et stks. almindeligt drikkeglas
  • Fernet Branca
  • Et par fed hvidløg
  • Peber

Hvidløg presses i et halvt glas Fernet Branca (vel, en 4-8 cl.), og krydres med lidt peber. Man bunder glasset og fylder efter med koldt vand, for at få det sidste grums med; så begynder maven at arbejde. Her følger rådet at man lægger sig for at hvile; det er sjældent særlig sjovt at være vågen længe, når man først har drukket miksturen.

Jeg selv har literally (literally (fordi literally figuratively har ændret mening, se Adam Ruins Everything)) spice’t det lidt op med nogen dråber Tabasco, og bruger selv Jägermeister i stedet for Fernet’en. Se billedet nedenfor,

kilde: min instagram, og nej, det er ikke en engangsforestilling – billedet i toppen er faktisk anderledes, men kommer også fra min instagram. Dét’ bar’ goe’ sager!

God Bedring!

– Nicolaj

Dette opslag er hverken sponsoreret af Pinex, Just-Eat, Labello, Knor, Tiger Balsam fede cremer, philtrum, Vaseline, Fernet Branca, Tabasco, Jägermeister, hvidløg eller foreningen for gratis kontaktlinser, lup og monokel til svagtseende isbjørne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *